Bliv klar til jul med din hund

Julen nærmer sig, og juletiden er især kendetegnet ved, at man spenderer ekstra tid med familie, venner og dem man holder af. Det betyder, at din hund måske oplever en periode med flere sociale arrangementer end normalt – især under covid-19, hvor forsamlingerne bliver mindre og ofte over “flere omgange”. Mange oplever derudover problemer med hundens adfærd, når der kommer gæster på besøg. 

En tommelfingerregel omkring hundeadfærd er, at jo tidligere man starter, jo bedre. Du kan ikke bare forvente, at din hunds adfærd bliver god og at hunden ikke bider, hopper op og ned ad gæster, gør og ikke udviser andre ikke-ønskede former for adfærd. 

Hvis du gerne vil arbejde med din hunds adfærd i forbindelse med juletiden kan du finde et par tips herunder. 

Skæld-ud er ikke den rigtige vej

En klassisk fejl er, når du skælder din hund ud, når den laver fejl. Det virker måske naturligt at irettesætte hunden, så den ved, at den gør noget forkert. Men denne metode har faktisk blot den modsatte effekt. Når du skælder din hund ud, får den opmærksomhed – og det er dét, den instinktivt går efter. 

Selvom at skæld-ud er negativt og tonen er negativt ladet, får hunden stadig den kontakt som der opstår på dens initiativ. Den opnår altså noget og selvom at kontakten er rigtig ubehagelig for hunden vil den stadig gøre det igen. 

Du bør derfor også undgå forskellige gadgets, da resultatet for hunden er det samme trods en ubehagelig oplevelse. Ved brug af gadgets såsom vandsprøjter, anti-gø halsbånd osv., skaber du også stress, utryghed og mistillid som tilføjelse til den ubehagelige oplevelse.  

Sådan bearbejder du den uønskede adfærd

For at være sikker på, at hunden ikke opnår noget ved den uønskede adfærd er det vigtigt at du:
– Undgår øjenkontakt
– Ikke taler til den
– Ikke skælder ud
– Ikke irettesætter

Du skal forholde dig roligt og ignorere den, så den ikke opnår den ønskede opmærksomhed. Herunder har vi lavet nogle eksempler. 

Når hunden hopper op og ned ad dig

Ignorer hunden og fortsæt din bevægelse, så hunden må flytte sig for at undgå at støde ind i dig. Gå blot videre uden at reagere på hunden og vær konsekvent og vedholdende. Du skal ikke tale og kigge på den. Hvis du har en større hund, kan det være nødvendigt at blokere for hunden med din arm, så du ikke vælter. Gør det stadig roligt uden at snakke eller kigge. 

En anden løsningsmetode kan være at holde hunden i line og få den til at sidde pænt, til den er helt rolig. På denne måde får den ikke muligheden for at hoppe op og lærer at man bliver hilst på ved at sidde stille. 

Når hunden gør, tigger eller insiterer på kontakt

Ignorer hunden: Tal ikke til hunden, undgå øjenkontakt og fokuser på noget andet end hunden indtil den stopper den uønskede adfærd og fjerner sit fokus fra dig. Hvis hunden tigger ved bordet skal al fodring ved bordet fremover stoppe. Vær rolig og konsekvent og hold fast i konceptet. Hvis hunden bliver ved og er meget insisterende får problemer med at bevare roen og ignorere hunden, så benyt dig af en time-out, så hunden opnår præcis det modsatte af, hvad den havde tænkt sig. En time-out virker således: Du/I forlader rummet og lukker døren, så hunden lades tilbage alene. Hvis hunden er rolig, når du er gået ud, så gå tilbage til rummet igen efter bare 5-10 sekunder. Hvis den gør, kradser på døren eller lignende, så vent, til hunden falder til ro og gå så ind til den igen. Det er vigtigt, at hunden stadig ignoreres totalt, når du går ind til den igen, helt indtil den er rolig og ikke søger din opmærksomhed. Hvis den gentager sin uønskede adfærd, når du går ind til den igen, så gentag straks din time-out.

Når hunden bider i haserne eller bukseben

Stop den bevægelse, du har gang i, og vend dig roligt med fronten mod hunden uden at kigge på den eller snakke til den. Hvis den stopper bideriet, så gå blot videre. Hvis hunden har lært et “nej”-ord så brug eventuelt denne metode også. Vender hunden tilbage til at bide i haserne eller buksebenene, så vend dig igen rundt på samme måde: roligt uden ord eller øjenkontakt. Hvis den fortsætter, efter du har gjort det to gange, så giv hunden en time-out, ved at hunden lades alene, som beskrevet ovenfor. Alternativt, hvis du f.eks. har gæster, kan du roligt og uden ord eller øjenkontakt tage hunden i halsbåndet og lede den ind i et andet rum og lukke døren, så hunden lades alene. 

Vi håber, at du kan bruge disse tips. Hvis du har spørgsmål til hundeadfærd eller andet, så kontakt endelig Annette, som sidder klar med gode råd. 

kurven